Et 2-bindsværk på 848 sider samler hele den danske byggelovs historie fra 1200-tallet til 2015, og viser hvordan affald, brand og siden energiforbrug har formet husene og gaderne, vi færdes i.
I middelalderen handlede reglerne om ikke at smide affald i gaderne og ikke udsætte naboen for brandfare. I 1700-tallet gav 2 store bybrande i København anledning til målrettet brandsikring:
Efter Københavns brand i 1795 blev det indført, at hjørnebygninger skulle have skråt afskårne hjørner, så de hestetrukne brandsprøjter kunne komme hurtigere rundt om hjørnet. Det ses stadig mange steder, blandt andet i Kompagnistræde i København.
Netop den regel snublede en bagermester over samme efterår: Bagermester Lou gav sit nye hus på hjørnet af Kompagnistræde og Badstuestræde en hjørneafskæring, der var 63 cm (1 alen) for kort. Han mente at have misforstået loven og bad om at beholde det opførte. Kongen sagde nej. Huset måtte bygges om.
Brandfaren satte også andre spor. Folk ville gerne bygge i billigt bindingsværk, men gennem 1700-tallet blev kravene skærpet: Nye bygninger skulle bygges helt i mur, og stråtag var udelukket.
Da loven fulgte med
Den første egentlige danske byggelov kom med Københavns bygningslov i 1856, selv om de første regler for byggeriet i byerne går tilbage til 1200-tallet. Med landsbyggeloven i 1960 blev landet samlet under én lov, næsten da: København og Frederiksberg blev først fuldt integreret i 1975.
I nyere tid fortsætter mønstret. Bygningsreglementet fra 1995 fik et nyt afsnit om, at der ikke måtte blive for varmt om sommeren i nye bolig- og kontorbygninger med store glasfacader.
Og i 2000 blev det tilladt at bygge etageboliger i træ, efter at det tidligere havde været forbudt af hensyn til brandfaren.
Hvad
Bogen er på 848 sider med 590 fotografier, tegninger og malerier, og er støttet af Villum Fonden, Realdania, Dreyers Fond, Bergiafonden og Statens Kunstfond.
I forlængelse af udgivelsen formidles emnet i podcastserien Skimmelsvamp og sparekniv fra Nationalmuseets mediehus.
